Her kan du læse om Københavns Madhus arbejde med Børnemaden i København - bl.a. i forbindelse med børnemadsvalget i efteråret 2010.
BØRNEMADEN I KØBENHAVN
Baggrund
Den 12. juli 2011 trådte den lye lov om frokostordninger i
Københavns Kommune i kraft. Ordningen betyder, at 88,3 % af alle
børn i de københavnske daginstitutioner vil få mad gennem de
kommunale frokostordninger.
Børnemaden, der dagligt serveres i de københavnske
daginstitutioner, skal leve op til anbefalingerne for
institutionskost, være min. 75 % økologisk, kulinarisk
attraktiv og bidrage til ny madkultur og maddannelse.
Første udgave af loven om madordning
1. januar 2010 trådte første udgave af madordningen i København i
kraft, og ca. 15.000 børn kunne for første gang lade madpakkerne
blive hjemme. I alt fik 28.000 børn i de københavnske
daginstitutioner dermed tilbudt mad. Men allerede måneden efter
vedtog Folketinget at gøre madordningen frivillig for den enkelte
institution, og der blev dermed indledt en børnemadsvalgkamp. Det
betød, at fokus flyttede sig fra madens kvalitet til et valg om
fælles frokostordning eller madpakker. Madhuset har arbejdet for,
at tilbuddet om fælles frokostordning skulle være langt mere
attraktivt end de madpakker, ordningen skulle erstatte
Børnemaden på valg
Københavns Madhus deltog i 2010 i valget om daginstitutionernes
fælles frokost. Allerede før Folketinget tog beslutning om,
hvorvidt der skulle stemmes om børnemaden eller ej, blandede
Madhuset sig i debatten. I den forbindelse var Madhuset vært for et
møde med daværende Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann i et
forsøg på at påvirke den politiske proces.
Da det alligevel blev besluttet, at forældrebestyrelserne skulle
stemme om maden, satte Madhuset en række initiativer i søen for at
bevare de fælles måltider i København. Madhusets børnemadsteam
deltog i forældremøder i institutionerne, afholdt forsamlingshuse
og i samarbejde med Børnemadsrådet et større arrangement i
Nørrebrohallen til støtte for de fælles måltider. Københavns Madhus
udgav en avis om madvalget til alle forældrebestyrelser i kommunen
og oprettede et hotline-nummer, hvor forældre kunne få
vejledning.
Resultatet i København
Modsat resten af landet valgte et stort flertal af de københavnske
forældrebestyrelser, at deres institution skal fortsætte med de
fælles måltider fra egne køkkener. Dermed vil mere end 25.000 børn
dagligt spise fælles måltider i deres daginstitution, mens godt
3.300 skal have madpakker med hjemmefra. Hele 98,5 % af
kommunens vuggestuebørn vil fortsat spise fælles måltider. Samlet
omfatter ordningen 85 % af daginstitutionerne og 90 % af
børnene.