På en grøn plet langs den ellers grå Tagensvej ligger den integrerede institutionen Tagenshave. Tagenshave er en lille selvejende institution, der har ligget på samme sted siden 1948. På kontoret sidder Sus, i køkkenet står Myrna og på stuerne huserer 22 dejlige og helt forskellige børn. I lokalerne nedenunder er der fuld fart på 50 fritidshjemsbørn efter skoletid. Historien om Tagenshave er historien om, hvor smertefrit integrationen af en madmor og en madordning kan gå.
Myrnas mad
Af Lars Bjerregaard
Udenfor regner det, så der er gang i legen indenfor denne
formiddag. Fra stuerne i børnehaven lyder musik og sang og
almindelig institutionslarm. I køkkenet er Myrna Niemenen så småt i
gang med at lave frokost og på kontoret spørger souschef Sus Dahl
Hansen, om jeg vil have en kop kaffe. Det er hverdag, afslappet og
hyggeligt.
"Før i tiden sad ungerne dér med deres madpakker. Der var uanede
mængder hvidt brød og syltetøj og sågar en roulade fra Netto i ny
og næ…". Souschef Sus tænker tilbage på tiden før
madordningen.
"Selvfølgeligt var der også gode madpakker, sirligt pakkede og
rugbrødet stukket ud som hjerter og alt det der… men generelt var
der for meget hvidt brød."
Fra scratch
"Vi ville jo gerne selv lave mad, men vi skulle altså lige have
udbygget køkkenet først, så arbejdstilsynet også blev glad." Det er
arbejdstilsynet nu. Tagenshave har et stort flot køkken med masser
af plads til at lave den dejlige mad, der så småt begynder at dufte
af den formiddag, hvor jeg er på besøg.
"Så kom madordningen. Vi startede 1. januar, og vi startede fra
scratch". Pædagogassistent Susanne Bonde Larsen supplerer: "Ja, for
selv om vi var vant til at have med børn at gøre og havde haft det
i årevis, blev vi alligevel nødt til at tænke os godt om. Hvad
spiser børn egentligt hvornår, og hvordan skal det se ud for at
appellere til dem?"
Positive forældre
"Jeg var faktisk overrasket over, hvor let madordningen gled ned
hos forældrene" siger Susanne. "Når man tænker over, hvor stor en
ting det er, var der meget få indsigelser eller spørgsmål. Men nu
er det altså også god mad, børnene får. Så forældrene er
forståeligt nok glade."
Da Tagenshave er en lille institution var der oprindeligt kun 23
timer at rutte med om ugen til en madmor. Men heldigvis manglede
fritids- og undgomsklubben i lokalerne nedenunder en madmor
i syv timer ugen, og så blev det pludseligt til en mere
attraktiv stilling på 30 timer om ugen. Sådan kom Myrna ind i
billedet og blev hele Tagenshaves madmor.
"Det var en kæmpe lettelse", siger Sus, "nu dufter her af dejlig
mad, og det gør altså rigtigt meget for atmosfæren. Samtidig var
det fantastisk at kunne overlade egenkontrol og alt det der til en
professionel ude i køkkenet."
Salt og kærlighed
Duften fører mig ned ad gangen og ud i køkkenet. Her står Myrna, og
det er hendes mad hele institutionen dufter af. I dag skal ungerne
blandt andet have lynstegt oksekød med grønt og vegetardeller lavet
af linser, gulerod, kartoffel, squash, blomkål, løg og
havregryn.
Myrna har tidligere arbejdet på et plejehjem, men er rigtigt glad
for at lave mad til børn nu. "Forældrene kommer og fortæller mig,
at deres børn ikke vil spise kartofler der hjemme, men her spiser
de det hele. De vil høre, hvordan jeg gør."
Myrna griner lidt af det og siger "Jeg svarer dem, at jeg koger
kartoflerne med salt og kærlighed. Men børn tør jo mere, når de
ser, at de andre også spiser det." Det er selvfølgeligt noget andet
at lave mad i en børnehave end på et plejehjem. "I starten måtte vi
prøve os frem, heldigvis er Københavns Madhus' hjemmeside god til
at søge inspiration på, så vi har nu en frokost, som børnene er
rigtigt glade for. Det kommer børnene og forældrene og fortæller
mig, og det gør mig glad."
To dage om ugen er der smørrebrød, og tre dage om ugen står den på
varm mad. Men selv på smørrebrødsdagene har Myrna en finger med i
spillet. Hun bager nemlig meget af brødet og bollerne til børnene,
og meget af pålægget står hun også bag. Og da Myrna havde
sommerferie havde hun, som en rigtig madmor, fyldt fryseren med
hendes gode mad, så ingen skulle lide nød i hendes fravær.
En positiv stemning
Tilbage på kontoret fortæller Susanne mig, at de voksne prøver at
skabe en positiv stemning omkring måltidet. De er værterne, når
børnene skal spise. De sørger for, at alle spiser noget, og at de
prøver at smage det, de måske ikke er helt trygge ved. Men det er
børnene, der dækker bord og rydder af. "Vi er jo ikke tjenere…"
siger Susanne og griner.
"Vi spekulerer meget over, hvordan vi skal servere maden og over,
hvordan den bliver præsenteret, sådan så børnene ikke bliver
forskrækkede, men godt tør smage." slutter Susanne. Når maden
dufter så godt som Myrnas, er det mit gæt, at de fleste af børnene
slet ikke kan lade være med at smage, når maden står foran dem.